Gå til indhold

Gældsstyrelsen tager Rigsrevisionens kritik til efterretning

Inddrivelsen af persongæld til det offentlige er stadig ikke normaliseret, men det går fortsat fremad. Det skyldes blandt andet, at en voksende andel af gælden inddrives i styrelsens nye og mere effektive inddrivelsessystem.

Gældsstyrelsen tager Rigsrevisionens fortsatte kritik af inddrivelsen af persongæld til efterretning, men konstaterer samtidig at Rigsrevisionen anerkender, at der er fremgang i inddrivelsen på området.

"Det er ingen hemmelighed, at gældsinddrivelsen har været udfordret i en årrække. Der er dog solid fremgang, og sidste år inddrev Gældsstyrelsen 11,5 mia. kr., hvilket er mere end en fordobling i forhold til for fem år siden," siger fungerende direktør i Gældsstyrelsen Henrik Rosendahl.

Rigsrevisionen pointerer, at inddrivelsen af persongæld er mangelfuld, fordi hovedparten af persongælden fortsat befinder sig i det gamle inddrivelsessystem DMI. Andelen af gæld i det nye system stiger dog løbende, og langt størstedelen af ny persongæld overføres i dag til det nye inddrivelsessystem PSRM.

"Siden Rigsrevisionens opgørelse har Gældsstyrelsen været i stand til at overføre en større andel af gælden til PSRM, så der i dag er ca. 40 mia. kr. til inddrivelse i systemet. Og når langt det meste af ny persongæld i dag overføres direkte til PSRM, så er det et udtryk for, at inddrivelsen gradvist bliver mere effektiv. Vi undgår dog ikke paralleldrift i to inddrivelsessystemer i en årrække endnu," siger fungerende direktør i Gældsstyrelsen Henrik Rosendahl.

For yderligere oplysninger:

Journalister: 7222 1304
Borgere og virksomheder: 7015 7304