Gå til indhold

Gældsstyrelsen inddriver knap 1 mia. kr. ved at modregne i overskydende skat

Den 9. april begyndte Skattestyrelsen at udbetale overskydende skat. En uge senere havde Gældsstyrelsen modregnet 300.000 danskere for ca. 966 mio. kr. og styrelsen fortsætter de kommende måneder.

Årsopgørelsen er hvert år en begivenhed, der imødeses med stor spænding af mange danskere. For indkomståret 2020 var det 3,6 mio. danskere, og for de fleste betyder det også, at der går penge ind på kontoen. Men for personer med gæld til det offentlige, går pengene i stedet til at nedbringe deres gæld gennem såkaldt modregning.

Det betyder, at pengene først bliver udbetalt, hvis der er noget til overs, efter gælden er betalt. Udbetalingen af overskydende skat begyndte i år den 9. april, og blot en uge senere havde Gældsstyrelsen allerede hentet omkring 966 mio. kr. tilbage til det offentlige ved at modregne ca. 300.000 danskere.

”Det er rigtig mange penge på meget kort tid. Det viser helt tydeligt, hvorfor modregning er et af vores mest effektive værktøjer til at inddrive gæld til det offentlige,” siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.

Sidste år hentede Gældsstyrelsen ca. 2,5 mia. kr. ved at modregne gæld i overskydende skat, og den lille milliard, der indtil videre er i kassen, forventes at vokse til et lignende beløb i løbet af året. Det endelige resultat afhænger af, hvor mange skyldnere der er blandt de 3,6 mio. danskere med overskydende skat, og hvor mange penge de står til at få udbetalt.

”Vores formål er at inddrive gæld til det offentlige. Folk skal betale, hvad de skylder. Vi vil selvfølgelig allerhelst, at folk selv kontakter os og betaler deres gæld eller indgår en afdragsordning. Men desværre er det ikke altid tilfældet, og så har vi heldigvis mulighed for fx at modregne, som vi gør i denne situation,” siger Lars Nordahl Lemvigh.

Har borgere penge til gode efter modregning for indkomståret 2020, bliver det overskydende beløb udbetalt til deres NemKonto i perioden frem til den 1. september 2021.

 

For yderligere oplysninger:

Journalister:  7222 1304

Borgere og virksomheder: 7015 7304