Roller og ansvar som fordringshaver

En myndighed, som ønsker fordringer inddrevet, skal overdrage disse til Gældsstyrelsen. Derved opnår myndigheden status som fordringshaver. En fordringshaver identificeres ved myndighedens eller virksomhedens cvr- eller se-nummer. Fordringshavers rolle skal på forhånd aftales med Gældsstyrelsen, inden fordringer kan overdrages.

Vejledningen nedenfor er alene rettet mod det gamle inddrivelsessystem. Der vil snarest blive opdateret information, der retter sig mod såvel det nye som det gamle inddrivelsessystem.

Fordringshaver

  • Registreringsvilkår

    For at registrere en fordringshaver i det gamle inddrivelsessystem (DMI) vil Gældsstyrelsen kræve:

    1. Stamdata om fordringshaver (kontaktoplysninger og oplysninger, der verificerer aftalens gyldighed.)
    2. Oplysninger om afregning (kontooplysninger, afregningsfrekvens mv.)
    3. Oplysning om eventuel modregning (udbetalingstyper, frekvens mv.)
    4. Oplysninger om tilladte fordringstyper og eventuelle detaljer for anvendelse af disse (beregningsregler, rentesats, specifik afregningskonto mv.)
  • Stamdata

    Fordringshaver får et entydigt identifikationsnummer (fordringshaverid) i DMI. Fordringshaver skal benytte fordringshaverid'et som identifikation ved henvendelse til Gældsstyrelsen.

    I de tilfælde, hvor fordringshaver overdrager fordringer via system-til-systemløsning, skal der benyttes et sikkerhedscertifikat, når data sendes til Gældsstyrelsen. Det cvr-nummer, som er indeholdt i certifikatet, skal registreres i tilmeldingen.

  • Afregning

    Fordringshaver skal oplyse hvilken metode, der skal anvendes til afregning. Som udgangspunkt benyttes NemKonto eller en specifik konto, som fordringshaver oplyser. Afregningsfrekvens aftales mellem fordringshaver og Gældsstyrelsen ved tilmeldingen til DMI.

     

  • Modregning

    Fordringshaver skal tage stilling til, hvordan og i hvilken udstrækning mulighederne for modregning ønskes anvendt.

     

  • Fordringstyper

    Gældsstyrelsen oplyser fordringshaver om, hvilke fordringstyper det er muligt at anvende i forbindelse med overdragelse til inddrivelse. Opstår der i fremtiden behov for nye fordringstyper, skal fordringshavervilkårene for tilmeldingen til DMI ændres. Det sker i samarbejde mellem Gældsstyrelsen og den enkelte fordringshaver.

    Hvis fordringshaver forsøger at overdrage fordringer, som ikke er omfattet af de gældende vilkår mellem fordringshaver og Gældsstyrelsen, afvises disse fordringer med det samme. For fordringshavere, der overdrager fordringer via system-til-systemløsning, vil afvisningen fremgå af kvitteringsmeddelelsen.

    Fordringshavere, der benytter Fordringshaverportalen, vil få meddelelsen i denne.

    Se liste over fordringstyper.