Underretninger

Vi sender underretningsmeddelelser til jer, når der sker nye handlinger på jeres fordringer i PSRM. Underretningsmeddelelserne fungerer som kvitteringer, så I kan følge med i de forskellige aktuelle handlinger på den enkelte fordring.

Bemærk at det er ikke muligt at hente underretninger, der er ældre end 3 måneder.

Hvor finder vi vores underretningsmeddelelser?

  • Hvis I er system-til-system-bruger

    Hvis I anvender en system-til-systemløsning, skal jeres systemleverandør eller I selv hente underretningsmeddelelserne via en service i eget debitorsystem.

  • Hvis I er portalbruger
    • Hvis I anvender Fordringshaverportalen til at overdrage fordringer, skal I selv hente underretningsmeddelelserne i portalen.

    • For fordringer i DMI, hvor I tidligere har anvendt den gamle Fordringshaverportal, vil I modtage underretningsmeddelelser via e-Boks, hvis I er tilmeldt digital post.

Typer af underretningsmeddelelser

  • Afregning

    Afregning sker månedligt, og I modtager denne underretning i forlængelse heraf, hvis vi har modtaget indbetalinger på en eller flere af jeres fordringer. 

    I afregningsunderretningen, orienterer vi om, hvilket identifikationsnummer (fx cpr-nr.) betalingen vedrører, beløbets størrelse, dato for indbetaling samt hvilken fordring der er tale om.

    Vi sender afregningen til NemKonto den sidste hverdag i måneden, hvorfra de sendes videre til jer.

    Bemærk at afregningsunderretningerne dækker ikke en hel kalendermåned. Denne går fra den sidste bankdag i måneden før og til den sidste dag i indeværende måned.

    Eksempelvis vil afregningen fra juni være således:
    Sidste bankdag er 28.05.21. Derfor afregnes der for perioden 29.05.21-30.06.21.

  • Udligning og allokering

    Underretning om udligning og underretning om allokering indeholder de samme oplysninger opstillet på 2 forskellige måder.

    Både udlignings- og allokeringsunderretningen kan benyttes til at holde jer ajourført med fordringernes saldi. Dette er fx vigtigt, hvis I ønsker at foretage nedskrivninger. Her er I nødt til at kende saldoen for den enkelte fordring, idet I ikke kan nedskrive med et beløb, der overstiger den aktuelle saldo i PSRM.

    I kan kun modtage den ene af dem, og hvilken I ønsker at modtage, skal I aftale med os.

    • Underretning om udligning
      En underretning om udligning bliver dannet, når der sker bevægelser på en fordring. Disse dannes dagligt, hvis der er bevægelse på en fordrings saldo (dækning eller saldostigning).

    • Underretning om allokering
      Underretning om allokering bliver dannet dagligt, hvis der er bevægelse på en fordrings saldo (dækning eller saldostigning). Denne anvendes ligesom udlignings-underretningen til at holde saldoen på sin fordring ajour.

      I modsætning til udligningsunderretningen vil allokeringsunderretningen underrette om fordelingen mellem afdrag på hovedstol og dækning af renter eksempelvis ved dækningsophævninger som følge af krydsende finansielle transaktioner.
  • Renter

    I PSRM er der mulighed for at vælge 2 renteunderregninger:

    • Renteunderretning indeholdende renter tilskrevet månedligt.

    • Detaljeret renteunderretning, der indeholder det seneste døgns nye renteposteringer. Denne underretning kan alene vælges, hvis I har en system-systemløsning.


    Bemærk at hvis I tilbagekalder en fordring, hvor der anvendes en årsagskode, der medfører, at inddrivelsesrenterne bliver returneret til jer, så vil renterne blive udspecificeret i kvitteringen for jeres tilbagekald.

  • Afskrivning

    Vi afskriver en fordring, når fordringen har mistet sin retskraft. Dette kan fx ske på grund af forældelse, konkurs, dødsbo eller hvis fordringen er omfattet af en kendelse om gældssanering.

    I underretningen om afskrivning orienterer vi om fordringsID og beløb. Hvis afskrivningen drejer sig om en fordring med flere hæftere, orienterer vi desuden om identifikationsnummer fx cpr-nummer.

  • Tilbagesend og returnering

    I de situationer, hvor I ikke selv har mulighed for at tilbagekalde en fordring, kan I anmode om, at vi tilbagesender fordringen til jer.

    Derudover kan vi også returnere fordringer til jer, hvis vi konstaterer, at I fx ikke har reageret og tilbagekaldt fordringen på baggrund af en klage. 

    Vi underretter ligeledes om saldostigninger på tilbagekaldte fordringer, som kan ske på baggrund af en omkontering. Underretningen indeholder oplysning om det genopståede beløb, som I herefter vil kunne korrigere efter i jeres eget system.