Tilføj eller fjern skyldner på en fordring

Når I har flere skyldnere på en fordring

Ved flere skyldnere på en fordring, er det vigtigt at bemærke, at PSRM kun understøtter solidarisk hæftelse. Det betyder, at alle parter hver især hæfter fuldt for den samme gæld. Hvis den ene part ikke kan betale gælden, kommer den anden part til at hæfte for hele gælden.

Hvis I har flere hæftere på samme fordring, skal I indberette disse samtidig, da det ikke er muligt at eftersende en medhæfter på en allerede indberettet fordring. Sædvanlig rykkerprocedure skal være gennemført for hver skyldner, og alle skyldnere skal enkeltvis være underrettet om oversendelse til inddrivelse.

I de tilfælde, hvor der ikke er tale om solidarisk hæftelse på jeres fordringer, skal I skal selv sørge for at fordele fordringen mellem de enkelte skyldnere.​

Sådan tilføjer eller fjerner I en eller flere skyldnere på en allerede indsendt fordring

  • Tilbagekald med årsagskoden "HAFT"

    Uanset om I ønsker at tilføje eller fjerne en eller flere skyldnere, skal I tilbagekalde fordringen med årsagskoden ”HAFT”.

    Virkningsdatoen for tilbagekaldelsen er altid tilbagekaldelsesdatoen, og eventuelle dækninger vil IKKE blive hævet ved tilbagekaldelse. Dog vil inddrivelsesrenterne blive tilbagesendt sammen med fordringen.

    Når I har tilbagekaldt fordringen, skal I skriftligt underrette skyldner(ne) om tilbagekaldelsen. Derefter skal I benytte fordringstypen ”Rente tidligere påløbet under inddrivelse” (REINDGI), hvis I ønsker at overdrage inddrivelsesrenterne igen.

    Hovedreglen er, at kun de tidligere påførte skyldnere skal hæfte for inddrivelsesrenterne. Der findes dog undtagelser for denne regel – fx i de tilfælde, hvor det er et interessentskab (I/S), som hæfter for fordringen.

  • Husk de generelle krav forinden, I indsender fordringen igen

    Forinden jeres genoverdragelse, skal I sørge for at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure samt underretning af hver enkelt skyldner på fordringen. Herefter kan I overdrage fordringen til inddrivelse igen, hvor I tilføjer de skyldnere, som skal hæfte for den.

    Bemærk også, at fordringen får en ny plads i dækningsrækkefølgen ud fra det nye modtagelsestidspunkt.

    Læs om kravene til sædvanlig rykkerprocedure samt underretning af skyldner på siden Generelle krav til overdragelse af fordringer.