Bødekrav (straffelovsbøder) er i gældsinddrivelsesloven §5 stk. 1 helt undtaget for beregning af inddrivelsesrente.
Dagbøder, fx efter skattekontrolloven eller efter planlovens bestemmelser, vil dog være rentebærende efter ovennævnte hovedregel (inddrivelsesrente).
Skatteministeren har ved bekendtgørelse undtaget en række fordringer for beregning af inddrivelsesrente, jf. ovennævnte hovedregel. Det drejer sig om følgende fordringstyper:
Fordringer, baseret på gældsbrev.
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i gældsbrevet, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Fordringshaver skal ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i gældsbrevet, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter renteberegningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Alternativt overdrages fordringen til inddrivelse og Gældsstyrelsen beregner inddrivelsesrente efter hovedreglen i gældsinddrivelsesloven §5 stk. 1. Da der er tale om en inddrivelsesrente, skal renten beregnes af Gældsstyrelsen.
Fordringer med aftalt rente
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i aftalen, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Så skal fordringshaver ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i aftalen, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter morarente-beregningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Fordringer, der hviler på en retsafgørelse
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i retsafgørelsen, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Så skal fordringshaver ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i retsafgørelsen, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter morarente-beregningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Told
Da rentesatsen på told er fastsat i en EU- retsakt, skal denne rentesats også anvendes i inddrivelsessituationen. Gældsstyrelsen vil foretage beregning af inddrivelsesrenter med den angivne rentesats fra den 1. i måneden efter overdragelsen.