Vi kan modregne gælden

Hvis du eller din virksomhed får penge til gode hos det offentlige, fx hvis du skal have skat eller moms tilbage, får du dem ikke altid udbetalt. Gældsstyrelsen kan modregne det beløb, du har til gode og bruge pengene til at betale af på din gæld.

Sådan modregner vi automatisk i udbetalinger fra det offentlige

Vi modregner i rækkefølgen:

  1. Gæld, som opkræves af den offentlige myndighed, som du eller din virksomhed har penge til gode hos.
  2. Gæld, som er til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.
  3. Gæld under opkrævning, som er registreret hos Gældsstyrelsen.

Hvad er forskellen på automatisk og manuel modregning?

Langt de fleste modregninger sker automatisk. Det betyder, at systemet modregner af sig selv. Hvis vi ikke automatisk kan modregne en udbetaling fra det offentlige, vil beløbet enten blive udbetalt eller blive modregnet manuelt af en sagsbehandler.

Hvorfor kan nogle udbetalinger ikke modregnes automatisk?

Vi bruger to inddrivelsessystemer til modregning. De to systemer kan ikke det samme, da det ene system er ved at blive udviklet. Det betyder, at der er nogle typer af offentlige udbetalinger, som modregnes automatisk i det ene system, men ikke i det andet.

Hvilke udbetalingstyper modregnes automatisk?

Du kan se en liste over, hvilke typer udbetalinger vi automatisk kan modregne i, i afsnittet Modregning på Roller og ansvar som fordringshaver.

Du kan læse mere om reglerne i Den juridiske vejledning, afsnit A.D.13 Modregning, som du finder på skat.dk/juridiskvejledning.