Vi kan trække din gæld fra din løn

Har du gæld til inddrivelse, kan vi trække penge fra din løn til at betale gælden. Løn dækker også fx dagpenge.

Når vi bruger en del af din løn til betaling af din gæld, hæver vi trækprocenten på dit skattekort. Det betyder, du får mindre udbetalt.

Du får mindre udbetalt, indtil din gæld er betalt

Når vi betaler din gæld af din løn, gør vi det ved at hæve trækprocenten på dit skattekort. Det kalder vi for lønindeholdelse. Det betyder, at du får mindre udbetalt, end du ellers ville have fået.

Vi bliver ved med at trække en del af din løn, indtil du har betalt din gæld. Vi skriver til dig, før vi træffer afgørelse om lønindeholdelse.

Vi kan også trække et særskilt beløb gennem det vi kalder særskilt lønindeholdelse. Læs nærmere på siden Særskilt træk i din indkomst.

Du skal betale gebyr

Du skal betale et gebyr på 300 kr., hvis vi går i gang med at trække din gæld fra din løn. De 300 kr. bliver lagt oven i din gæld.

Se hvor meget vi trækker

Se siden Eksempler på løntræk

Ofte stillede spørgsmål om lønindeholdelse

  • Min gæld til det offentlige er lav. Trækker I alligevel en del af min løn?

    Ja, vi må trække en del af alt, du betaler skat af. Der gælder dog særlige regler for nogle typer indkomst.

    Vi må som udgangspunkt trække en del af fx din løn, dagpenge, feriegodtgørelse og drikkepenge. Det gør vi med såkaldt almindelig lønindeholdelse, hvor vi tager udgangspunkt i, hvor meget du tjener. Se hvordan under punktet Hvordan regner I ud, hvad I skal trække af min løn?

    Der gælder særlige regler for fx kontanthjælp og SU. Dem må vi ikke trække en del af med almindelig lønindeholdelse. Det må vi dog gerne med såkaldt særskilt lønindeholdelse.

    Særskilt lønindeholdelse betyder, at vi trækker 400 kr. af din indkomst til at betale af på bestemte typer gæld. Det skal være gæld, som skyldes biblioteksgebyrer, kontrolafgifter og licens.

    Læs mere om særskilt lønindeholdelse på siden Særskilt træk i din indkomst.

  • Kan I trække i kontanthjælp eller SU til at betale min gæld?

    Ja, vi må trække 400 kr. om måneden til at betale visse typer gæld, når du er på kontanthjælp eller får SU. Det kaldes for særskilt lønindeholdelse.

    Gælden skal komme fra:

    • Biblioteksgebyrer
    • Kontrolafgifter, fx P-afgifter
    • Licens

     

    Læs mere om særskilt lønindeholdelse på siden Særskilt træk i din indkomst.

  • I trækker ikke længere en del af min løn. Er jeg så gældfri?

    Nej, ikke nødvendigvis. Vi kan trække en del af din løn til at betale bestemte typer af gæld. Du kan derfor stadig have gæld til inddrivelse, som du ikke har betalt. Du kan finde ud af, om du stadig har gæld til inddrivelse, ved at ringe eller skrive til os via Kontakt.

  • Min nye trækprocent er meget høj. Kan det virkelig være rigtigt?

    Ja, hvis du har høj løn og højt skattefradrag. Vi regner den del, vi skal trække af din løn, ud som en lønindeholdelsesprocent.

    Den procent lægger vi sammen med trækprocenten på dit skattekort. Den samlede procent, der bliver trukket af din løn, vil derfor blive højere.

    Du kan se hvordan vi regner ud, hvad vi skal trække, på siden Eksempler på løntræk

  • Er I sikre på, at jeg har penge nok at leve for, når I bruger en del af min løn?

    Ja, vi sørger for, at du stadig har penge til at leve for. Det gør vi ud fra regler om faste satser:

    • enlige skal have 4.600 kr. til rådighed efter lønindeholdelsen
    • samlevende skal have 7.800 kr. til rådighed efter lønindeholdelsen
    • forsørgere skal have et større beløb til rådighed efter lønindeholdelsen.

    Du kan se, hvordan vi regner ud, hvad vi skal trække, på siden Eksempler på løntræk

  • Kan min arbejdsgiver se, at I bruger en del af min løn til at betale min gæld?

    Nej, din arbejdsgiver kan kun se, hvor høj din trækprocent er, ikke hvorfor den er så høj.

    Vi trækker en del af din løn ved at sætte trækprocenten på dit skattekort op, så din arbejdsgiver udbetaler mindre i løn til dig.

  • Hvordan kan jeg undgå, at I trækker en del af min løn?

    Du kan betale din gæld

    Hvis du betaler din gæld, har vi ingen grund til at trække en del af din løn. Du kan læse, hvordan du betaler, på siden Sådan betaler du din gæld.

    Du kan få en ny beregning af, hvad du har råd til at betale

    Er du i tvivl, om vi kender alle dine indtægter og udgifter? Det kan have betydning for hvor meget, du skal betale af på din gæld. Hvis du sender os din husstands budget, laver vi en ny beregning. Læs mere på siden Få regnet ud, hvad du kan betale.

    Du kan fortælle os, hvis du i en periode ikke kan betale af på din gæld

    Kontakt os, hvis du i en periode ikke har mulighed for at betale af på din gæld, fordi du fx har mistet dit job. Så vurderer vi, om du kan få henstand med betalingen af din gæld. Ring eller skriv til os via Kontakt.

  • Hvor stor en del af min løn, bruger I til at betale min gæld?

    Hvor stor en del vi trækker, afhænger af:

    • Hvor meget du tjener
    • Om du har børn

    Vi regner ud i procent, hvor stor en del af din løn, vi skal trække. Procentsatsen kalder vi for lønindeholdelsesprocenten.

    Du kan få svar på hvordan vi kommer frem til, hvad vi må trække, under punktet Hvordan regner I ud, hvad I skal trække af din løn.

  • Hvordan regner I ud, hvad I skal trække af min løn?

    Det gør vi ved at regne en lønindeholdelsesprocent ud, som er den del, vi må trække af din løn. Lønindeholdelsesprocenten lægger vi sammen med trækprocenten på dit skattekort. Den samlede procent, der bliver trukket af din løn, vil derfor blive højere end normalt.

    Vi regner ud, hvad vi må trække af din løn, ved hjælp af fire tal:

    • din årlige indkomst efter skat, arbejdsmarkedsbidrag mm.
    • en afdragsprocent, som er lovmæssigt bestemt ud fra din indkomst, og om du har børn, som du skal forsørge
    • din trækprocent
    • dit årlige skattefradrag.

    Regnestykket ser sådan ud:

    Formel på udregning af lønindeholdelsesprocenten

    Vi runder lønindeholdelsesprocenten ned til nærmeste hele tal.

    Du kan se nogle eksempler på lønindeholdelsesprocenten i forhold til forskellige situationer på siden Eksempler på løntræk

    Hvad er ikke med i beregningen?

    Vi tager ikke højde for faste udgifter til fx husleje, medicin eller anden offentlig gæld. Du kan sende os din husstands budget, hvis du gerne vil have, at vi laver en ny beregning ud fra alle dine indtægter og udgifter.

    Læs hvordan på siden Få regnet ud, hvad du kan betale.

  • Kan jeg se, hvad I har trukket af min løn?

    Ja, du kan i TastSelv se, hvad vi har trukket af din løn indtil nu.

    Sådan ser du, hvad vi har trukket i din løn til at betale af på din gæld

    1. Log på tastselv.skat.dk
    2. Vælg ”Skatteoplysninger”
    3. I listen i venstre side, vælg ”Søg i Indkomstoplysninger”
    4. Under Lønindeholdelse, klik på ”Vis evt. Lønindeholdelse for år”
    5. Vælg ”Hent oplysning”.

Du kan læse mere om reglerne om lønindeholdelse i Den juridiske vejledning, afsnit G.A.3.1.2. Lønindeholdelse, som du finder på skat.dk/juridiskvejledning.