Gå til sidens indhold

Succesfuld rekruttering for Gældsstyrelsen i Tønder

Den omfattende rekruttering til den nyoprettede Gældsstyrelse i Tønder er gået over al forventning. Der er ansat 140 i løbet af året, og dermed er den nye styrelse nu tæt på at være fuldtallig i den sønderjyske afdeling.

Per 1. december træder 50 nye ansigter ind ad døren på den gamle kaserne i Tønder og bliver en del af Gældsstyrelsen. Det er resultatet af den seneste succesfulde ansættelsesrunde i den nye styrelse. Dermed er 140 nye medarbejdere ansat i år til at inddrive gæld til det offentlige i Gældsstyrelsens afdeling i Sønderjylland.


- Det har været et travlt og omfattende rekrutteringsforløb, og derfor er det også så berigende at se resultatet. Vi har på kort tid fået ansat et kompetent felt af nye medarbejdere, som skal løse en enormt vigtig opgave. Inddrivelsen af gæld til det offentlige er en hjørnesten i vores samfund, siger underdirektør i Gældsstyrelsen Brian Breer Clausen.

De 50 nyansatte var en del af en bunke med 228 ansøgninger, hvoraf de 100 blev udvalgt til et rekrutteringsseminar.

- Vores rekrutteringsseminar har givet os et dybdegående indblik i et felt med en masse dygtige ansøgere. Vi har ansat medarbejdere, der både er fagligt kompetente og samtidig har en god forståelse for, hvordan man møder borgere og virksomheder, som kan være endt i en svær økonomisk situation, siger underdirektør i Gældsstyrelsen Brian Breer Clausen.


Gældsstyrelsen i Tønder vil nu være ca. 210 personer ved årets udgang, og dermed er styrelsen allerede nu tæt på at opfylde målsætningen om 240 medarbejdere i 2021.

Fakta om Gældsstyrelsen:

Den 1. juli 2018 blev SKAT erstattet af syv nye styrelser.

  • Gældsstyrelsen er etableret under Skatteministeriet og har ansvaret for at inddrive borgeres og virksomheders gæld til det offentlige.
  • Gældsstyrelsen har hovedsæde i Middelfart og har lokationer syv steder i landet – foruden Tønder er det Ringkøbing, Thisted, Grenaa, Roskilde, Middelfart og Randers.
  • Gældsstyrelsen vil i 2021 bestå af omkring 1.500 medarbejdere, hvoraf de 240 vil arbejde i Tønder. Ved årets udgang er 210 ansat i Tønder.

For yderligere oplysninger:
Journalister: 7222 1304
Borgere og virksomheder: 7015 7304